Procedure for ansøgninger i den specifikke kategori

Den gode SORA- og PDRA-ansøgning

Senest opdateret 22-06-2022

Droneoperationer i den specifikke kategori forudsætter, at du har fået en tilladelse fra Trafikstyrelsen.
Ønsker du at indsende en ansøgning for operationer i den specifikke kategori, skal du enten udarbejde en selvstændig risikovurdering i form af en SORA eller anvende en prædefineret risikovurdering i form af en PDRA.

  • SORA = Specific Operations Risk Assessment
  • PDRA = Pre-Defined Risk Assesment.

Processen er den samme for begge typer.

Ansøgninger i den specifikke kategori stiller høje krav til operatøren og kræver grundigt forudgående kendskab til de safety-krav, der opstilles i ansøgningen, samt dokumentationskravene hertil. Trafikstyrelsen anbefaler operatører, der overvejer at ansøge om en tilladelse til at flyve drone i den specifikke kategori, til forinden at overveje, om de besidder tilstrækkelige resurser til at udarbejde ansøgningen og om nødvendigt bidrage med yderligere oplysninger i løbet af ansøgningens behandling.

Derudover bemærkes det, at det altid er den specifikke operation som godkendes, ikke operatøren. En behandling af en SORA-ansøgning kan derfor tage flere måneder, fordi det skal vurderes, om den konkrete operation, der ansøges om, er flyvesikkerhedsmæssigt forsvarlig, før tilladelsen kan gives. Det skyldes, at flyvning af droner under den specifikke kategori er mere risikabel end under den åbne kategori. Det er dit ansvar at sikre, at din ansøgning er indsendt i så god tid, at du ikke er presset af, at du har sagt ja til at påtage dig en opgave, før du har fået din operationelle tilladelse til at flyve.

Når du forbereder at indsende en SORA ansøgning, bedes du arrangere dokumenterne, så ansøgningen maksimalt består af 4 dokumenter:

  • Ansøgningsskemaet for ansøgning om operationstilladelse i den specifikke kategori
  • Concept of Operations (ConOps) samt tilhørende bilag i ét dokument
  • SORA’en (Selve risikovurderingen, der tydeligt indikerer gennemgangen af de 10 SORA-trin)
  • En evt. operationsmanual, hvis ikke du har valgt at denne er en del af ConOps’en

Alle dokumenterne skal indsendes til info@trafikstyrelsen.dk
Mærk emnefeltet med ”SORA – Ansøgning [Virksomhedsnavn]”

Når du har indsendt din ansøgning til Trafikstyrelsen, vil du modtage en automatisk kvitteringsmail. Din ansøgning vil herefter blive journaliseret, men din ansøgning får først tilkoblet en sagsbehandler, når den er blevet screenet på det førstkommende SORA-screeningsmøde.

Droneteamet afholder SORA screeningsmøderne hver 14. dag, hvor nye SORA-ansøgninger vurderes og tildeles en sagsbehandler. Du vil modtage en orienteringsmail fra sagsbehandleren umiddelbart efter screeningsmødet. Mailen orienterer om sagsbehandlingstid, og hvornår de forventede sagsbehandlingstider tæller fra.

Trafikstyrelsen vil først begynde vurderingen af din ansøgning, når den er fuldt oplyst, eller oplyst på en sådan måde at udestående kan tilpasses undervejs i processen.

SORA’en er en risikovurdering, der ofte kræver justeringer og ændringer af operatørens ansøgning, inden den kan godkendes. Trafikstyrelsen råder derfor både leverandører og købere af droneydelser til at være tilbageholdende med at indgå aftale om droneydelser, før der foreligger en konkret tilladelse.