Dronestrategi 2024

I sommeren 2023 blev det besluttet, at der skulle sættes gang i udviklingen af en ny, national dronestrategi. Den har siden fået navnet ”Strategi for civile droner i dansk luftrum”, og arbejdet med at udvikle strategien er i fuld gang.

Droner bliver i stigende grad brugt af såvel private som organisationer og små og store virksomheder. Antallet af droneflyvninger har over de seneste år været stigende.

Formålet med strategien er at sætte rammerne for, hvordan civile droner kan anvendes i dansk luftrum, når der også skal tænkes i sikkerhed og hensynet til den øvrige flytrafik. Heri ligger også tanken om, at virksomheder, der har interesse i brugen af droner, får gode betingelser for at udvikle og implementere teknologien i deres arbejde.

I alt indeholder strategien syv temaer. For hvert tema er der nedsat en ekspertgruppe, som er sammensat af et bredt udsnit af repræsentanter for dronebranchen, myndigheder og interesseorganisationer.

De syv temaer

  • Adgang til luftrummet: I forbindelse med arbejdet med temaet skal det undersøges og kortlægges, hvem der faktisk bruger luftrummet, og hvordan det bruges. Det er vanskeligt at integrere droner med den øvrige lufttrafik, og derfor er dette et af de vigtigste temaer i strategien. Fokus i temaet er således at få udarbejdet de nødvendige anbefalinger til, hvordan fremtidens forventede øget brug af droner kan ske på en sikker måde, så andre aktører – for eksempel Forsvaret og lægehelikopterne - fortsat kan operere på sikker vis.
  • Anvendelse af U-spaceforordning 2021/664 i Danmark: I forbindelse med arbejdet med dette tema skal der udvikles principper og kriterier for anvendelse af U-space-luftrum i Danmark. Et U-space er et luftrum med systemunderstøttelse og krav om elektronisk synlighed, så droner og almindelig luftfart kan flyve i samme luftrum.
  • Counter drone: Temaet har fokus på, at droner også risikerer at blive brugt til ulovlige handlinger, uanset at den slags handlinger ikke altid er bevidste. Arbejdet med temaet skal derfor afdække, hvordan man skal forholde sig til – og undgå – sådanne dronehændelser.
  • Safety Promotion / oplysningsindsats: Med dette tema skal der ses på, hvordan man sammen med relevante aktører kan øge bevidstheden om sikker flyvning hos dronebrugerne. De konkrete tiltag vil derfor fx være at sammensætte en god og effektiv oplysningsindsats om reglerne for brug af droner.
  • Integreret digital sagsbehandling: Temaet har til formål at sikre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling på droneområdet – for eksempel når det gælder tilladelser til at flyve i beskyttede naturområder eller over offentlig infrastruktur.
  • Påvirkning på det omgivende samfund: Temaet har fokus på, hvordan man sikrer et godt samspil mellem droner og det omgivende samfund – herunder hvordan man bedst udarbejder regler til beskyttelse af omgivelserne. Blandt vigtige spørgsmål er, hvor og hvordan droner skal have mulighed for at flyve, så de ikke er til for stor gene for borgerne.
  • Fremtidsperspektiver: Temaet handler om at se på, hvilke fremtidsperspektiver der ligger i brugen af droner, så vi som samfund er klar til at håndtere udviklingen.

Den nye dronestrategi har et andet formål end dronestrategien fra 2016, som havde fokus på teknologiudvikling og forskning på droneområdet. Den strategi, der arbejdes på nu, har et mere praktisk, anvendelsesorienteret sigte. Dels skal den løse de konkrete problemer, som dronebranchen står over for, når der skal gennemføres droneoperationer, og dels skal den understøtte arbejdet med at opretholde det høje sikkerhedsniveau, der er i luftfarten.

Det er planen, at den kommende strategi skal være klar i efteråret 2024, og derefter ventes det, at der vil være en periode på 1-5 år med implementering og fortsat udvikling.

Hvis du har brug for mere viden om den kommende dronestrategi, kan du kontakte Trafikstyrelsen på info@trafikstyrelsen.dk.

Drejer det sig om en journalistisk henvendelse, kan du kontakte styrelsens presseafdeling på presse@trafikstyrelsen.dk eller tlf. +45 6192 9719.